De sidste 3 år har vi sammen med Mics arbejdsplads været afsted til en musical, som opføres af (nu) Lejre Ungdomsskole.
De 2 sidste år, har det været “Man skal aldrig, sige aldrig” og “Blues Brothers”.

Som “sædvanlig” skulle vi ud og spise inden, og da der lå en cache rundt om hjørnet måtte vi lige på jagt inden vi mødtes – så vi kom som de sidste lige til tiden *ups*.. Efter et par timers hygge for 8 personer, kørte vi til multisalen hvor vi nu skulle ind og se hvad de unge havde fået lavet.

I år stod den på “Midt om Natten”. Mere end 50 teenagere har knoklet på at få den op at stå, og det har de klaret godt.
Hvem kender ikke filmen? Og hvor let er det at glemme den klassiker, sangene, stemmer osv. og bare lade de unges vise sig, uden at sammenligne? Det er svært!

Stykket varede 2*70min og med en 20min pause. En pause vi (Mic, en af hans kollegaer og jeg) brugte yderst “godt” – vi sad nemlig fast i elevatoren.
Først ville døren ikke åbne, så kom vi ind…. og 10 cm op *BUMP* så stod vi derinde og så dumme ud *g* Alarmen virkede… vistnok, men vi kunne ikke høre dem, så de fik et mobilnummer (til os) som de kunne ringe til – og fortælle hvordan man normalt kunne få den igang – men DET ville den ikke… Pludselig kom vi dog ned igen (teorien var at nogle lænede sig op ad døren og det gjorde det)… Men pyt – sådan en 10min. derinde var da også sjovt nok – ikke noget der generer mig, ud over dem der kiggede ind ad det smalle vindue.

Efter stykket var det hjemad igen – godt død i hovedet, for er ikke kommet helt ovenpå endnu på den omgang jeg har raget til mig (men med munden fuld af anti-hoste-ting lykkedes det næsten kun at hoste under klapsalverne :D)